Med en solid sidsteplads i rækken stillede 3. holdet alligevel modigt op til sæsonens 5. holdkamp. Det så fra start godt ud, da modstanderen Sundby ikke var i stand til at stille en mix, og vi derfor var foran 1-0 allerede inden fremmødet på anlægget.
I damesinglen var en af KFUMs upcommings hentet ind i form af Isabella Søgaard. Der var dog lidt rust på singlespillet, og det var tydeligt, at Isabellas sejrschance var proportional med kampens længde. Uheldigvis blev denne lige kort nok og ender 1/6-4/6 i modstanderens favør. Havde det været bedst af 5 sæt var sejrherren helt sikkert blevet en anden.
Ved stillingen 1-1 gik de to herresingler synkront i gang på bane 5 og 6 og på KFUM siden udgjordes de af henholdsvis Julius Lund og Zeljko Klen i 1. og 2. herresingle. Den synkrone adfærd på de to baner prægede kampene, hvor især en Julius Lund viste verden, hvor vigtigt god opvarmning kan være. Det lykkedes Julius at placere intet mindre end ni ud af ti server ganske centralt i nettet, og så er det ikke super nemt at vinde sine servepartier. På begge synkronbanerne forsvinder første sæt lynhurtigt 1/6 i modstanderens favør. Det skal til Zeljko forsvar siges, at modstanderen faktisk spillede et særdeles blændende 1. sæt. Men som det åbenbart er ved at blive et udtalt KFUMsk mønster, så peaker vores herresingler i 2. sæt - og dette var da også tilfældet på denne junidag. I Zeljkos kamp knækker det fuldstændig modstanderen at se en så abrupt niveauøgning på den anden side af nettet og Zeljko udnytter chokperioden til at drible 10 partier hjem i træk til en sejr 6/3-6/0 i henholdsvis 2. og 3. sæt. Der blev kippet med flaget fra de mange tilskuere, der havde droppet VM kampen Frankrig-Mexico til fordel for spændende KTU kamp KFUM-ST. Og lige så chokerende som Mexicos sejr over Frankrig var - lige så overraskende var den 3-1 føring KFUM pludselig diskede op med, efter at Julius også afgjorde sin kamp - 6-1 til KFUM'eren i 3. og afgørende sæt. Intet mindre end 13 serveesser fyrede Julius af i sin kamp. Uheldigvis blev dette matchet med minimum identisk antal doublefejl - men dette bedes læseren overse.
Så holdlederen hvis sæde eller var gloende varmt og en truende fyring var under opsejling fik en herlig oprejsning nu hvor sæsonens anden sejr var sikret. Sejrens størrelse vare dog endnu ikke afgjort før herredoublen, som endnu en KFUM upcomming, Rasmus Steffensen, tog sig af sammen med newcommeren, Mads Rasmussen. Der var i perioder ufattelig fremragende doublespil fra de to hjemmebane favoritter, mens der i som minimum tidsudstrækningsmæssigt identiske perioder var lige så overdrevet ringe skandaletennis fra samme ketchere. Havde forholdet og udstrækningen af føromtalte perioder været blot en anelse anderledes fordelt, var det helt sikkert blevet til en hjemmebanesejr - men det blev det ikke til i denne omgang.
Ved solnedgang var cifrene 3-2 til KFUM og sidstepladsen i serien blev byttet ud med en langt mere behagelig næstsidsteplads lige over den skæbnesvangre stiplede linie, der identificerer nedrykkere. Det står dog helt klart, at holdet er tilbage på rette kurs, og overlevelsen i rækken kommer let til at stå og falde med næste holdkamp - nemlig tirsdag d. 22. juni mod ATK på vores smukke hjemmebane. Det bliver spændende!!! Holdet har fået uddelt en stram kostplan og ikke mindst et træningsprogram, der kan få selv ATP spillere til at få skræk i øjnene. Lad os se om det hjælper!
Peter P