Adam Vedsø, 16 år:
Tenniskarrieren startede som tre-årig
At talent ikke er nok for at blive en god tennisspiller, er Adam Vedsø et levende eksempel på.
Allerede som tre-årig greb han sin første tennisketsjer og har spillet stort set siden.
I dag spiller han omkring ti timer ugentligt fordelt over fem dage.
Ved siden af sit studieliv på Lyngby Handelsgymnasium arbejder han også som tennistræner i KFUM.
Så tennis er hans store passion.
Han blev meldt ind i vores klub for otte år siden, fordi Thomas Skouboe var blevet træner.
Ham havde han spillet hos i Hvidovre som lille barn.
”Først skiftede jeg til Lyngby, men da mine forældre fandt ud af, at Thomas var træner i KFUM, synes de, jeg skulle skifte klub.
Det var også tættere på, hvor jeg bor. Jeg er glad for anlægget og klubben, fordi det ligger lidt væk fra det hele uden bilstøj og har et godt socialt fællesskab,” siger Adam, 16 år.
Foruden tennis er han de sidste år blevet rigtigt glad for den krævende sport bouldering, det vil sige, at man bestiger klatrevægge uden andet udstyr end sine egne arm- og benkræfter.
Adam dyrker sporten i Boulders, som har otte klatrehaller i Danmark.